Det stjålne, som aldrig kunne erstattes
Plagiat var omdrejningspunktet på UBVAs symposier 2007-2008. Vi har hørt om de forskellige typer af plagiat, hvad der kendetegner dem, og hvem der står bag plagiaterne. Men vi mangler at få historien om, hvordan plagiatsagerne ser ud fra den plagieredes side.Julie Bjørchmar Kølle havde for længst lagt studietid og speciale bag sig, da hun en dag blev konfronteret med fortiden – og det på en højst uventet måde. Hun stod med en ph.d.-afhandling i hænderne, der virkede meget bekendt. Forfatteren var en ph.d.-studerende på universitetet og havde været med til at rådgive hende, da hun skrev speciale. Men det var ikke hans formuleringer.
”I afhandlingen optrådte der flere passager fra mit speciale, endda med mine småfejl,” fortæller Julie Bjørchmar Kølle om begyndelsen på den sag, som Morten Rosenmeier, formand for UBVA, kalder den mest traumatiske plagiatsag i UBVAs historie. Oplevelsen var meget krænkende for Julie Bjørchmar Kølle. Lange passager fra hendes speciale stod nu i en ph.d.-afhandling uden nogen reference til hende, og afhandlingen var tilmed skrevet af en forsker, der havde rådgivet hende om hendes speciale. ”Det er den værste plagiatsag, vi har haft i UBVA i min tid, og en af de værste jeg nogensinde har hørt om,” siger Morten Rosenmeier, formand UBVA, når han skal beskrive Julie Bjørchmar Kølles sag.
Julie Bjørchmar Kølle stod pludselig i en situation, hvor en person, som hun havde haft et nært forhold til, havde misbrugt hendes tillid. De havde tidligere undervist sammen, og han havde også hjulpet, da hun skulle skrive speciale. Nu havde han sendt hende ph.d.-afhandlingen, oven i købet med dedikation og tak. Det eneste, der manglede i afhandlingen, var kildehenvisninger til Julie Bjørchmar Kølle. Kort efter havde hun den pågældende i telefonen.
”Jeg havde en længere telefonsamtale med ham. Det, jeg især fik ud af den samtale, var, at han på under ingen omstændigheder ville trække sin afhandling tilbage. Blandt andet anså han det for udelukket at forsyne sin ph.d.-afhandling med henvisninger til et studenterspeciale,” fortæller Julie Bjørchmar Kølle.
Så kontaktede Julie Bjørchmar Kølle UBVA. Her var det Morten Rosenmeiers første tanke, at plagiator tilsyneladende ikke forstod sagens alvor. Samtidig ville sagen kunne ødelægge den pågældendes karriere. Rosenmeiers rygmarvsreaktion var derfor at foreslå Julie Bjørchmar en blød løsning, hvor hun og plagiator kom til mægling og fik talt tingene igennem. Samtidig skulle plagiator bringes til at forstå situationens alvor og frivilligt trække afhandlingen tilbage.
Men for Julie Bjørchmar Kølle havde telefonsamtalen med plagiator haft afgørende betydning. Udmeldingen om, at hans afhandling på ingen måder ville blive trukket tilbage, havde gjort hende frustreret og rasende. Og hun oplevede ikke, at hun fik den støtte, hun havde brug for, fra UBVA. Tværtimod følte hun, at det var, som om man her lagde mere vægt på at beskytte plagiator end på at hjælpe hende. Til sidst valgte hun at kontakte universitetets jurist.
”Det var tydeligt, at juristen ikke mente, at jeg var i stand til at vurdere, hvad der var sket. Ifølge juristen kunne det simpelthen ikke passe, at det var sket,” fortæller hun om sin samtale. Hun oplevede, at juristen anså hende for hysterisk og overreagerende. Til sidst skrev hun et brev til rektor.
”Jeg forklarede, hvad der var sket, og bad ham kigge på det. Det speciale var jo frugten af mit arbejde på universitetet, og jeg skulle bruge det i min fremtidige jobsøgning,” siger Julie Bjørchmar Kølle.
Selv om hendes speciale var blevet indleveret flere år tidligere, frygtede hun, at flere faktorer ville tale imod hende. Blandt andet var hun yngre end plagiator og ikke lige så langt i sin karriere.
”Jeg vidste, at hvis han fik lov at bruge mit materiale, så ville alle tro, at det tilhørte ham, fordi han var en anerkendt forsker. Det ville igen få folk til at tro, at det var mig, som havde plagieret ham, og ikke omvendt,” forklarer Julie Bjørchmar om de motiver, som lå bag hendes beslutning om at skrive til rektor.
Rektor nedsatte et udvalg, som skulle se nærmere på sagen. Behandlingen i udvalget var meget anderledes end det, hun tidligere havde oplevet. I udvalget blev der ikke stillet spørgsmål ved, om materialet nu også var hendes. ”Det endte med, at afhandlingen ikke blev forsvaret, og at den pågældende ikke blev ansat på universitetet, da hans ph.d.-stipendium løb ud. Så man kan godt sige, at hans karriere var slut,” fortæller Julie Bjørchmar Kølle om afgørelsen i sagen.
Hos Julie Bjørchmar Kølle har sagen sat sine spor. Og det har da også gjort indtryk på hende, at sagen havde de konsekvenser, som den havde. Hun havde aldrig intentioner om hævn, siger hun. Men på den anden side nægtede hun at være dørmåtte, og hun fortryder ikke sine handlinger i dag.
”Selvfølgelig er det forfærdeligt. Jeg er ked af konsekvenserne, men det må jeg leve med. Han havde jo givet klart udtryk for, at han ikke ville trække afhandlingen tilbage og ikke ville citere et studenterspeciale. Jeg er bare glad for, at den afhandling ikke kunne forsvares. Han havde stjålet noget, som jeg aldrig ville kunne erstatte,” forklarer Julie Bjørchmar Kølle.
Sagen har også haft betydning for den måde, UBVA håndterer plagiatsager på. ”Vi besluttede på baggrund af sagen, at vores rolle i plagiatsager skal være rent »konstaterende«. I dag, når vi får en plagiatsag ind, er vi meget påpasselige med ikke at gøre noget, der kan give indtryk af, at UBVA holder med nogen parter i sagen. Vi ser på, om der er begået en ophavsretskrænkelse, eller om der ikke er begået en ophavsretskrænkelse. Det er altafgørende, at man altid ved, hvor man har os,” forklarer Morten Rosenmeier.
For Julie Bjørchmar Kølle blev det manglende forsvar af plagiators afhandling afgørende for hendes fremtid. Siden sagen har hun udgivet en bog, der bygger videre på hendes speciale. En bog, der aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke hun havde skredet ind over for plagiatet og holdt fast i den tekst, der var hendes.