”Jeg vidste ikke, at jeg gjorde noget forkert.” Sådan lyder forklaringen, som mange bruger, når de bliver stillet til ansvar for deres plagiat. De ved simpelthen ikke, hvad der er ”alment kendt” og må bruges uden reference.
Så er der også historien om den dovne studerende, som ”ikke kom i gang med sin opgave i tide”, og den studerende, som ”ikke kunne formulere det bedre end originalkilden”.
Men listen er endnu længere, når man ser på de bagvedliggende motiver for et plagiat. ”Det er sjovt at snyde” lyder det fra en studerende i en amerikansk undersøgelse af grundene for plagiat. Her er der dog mest tale om plagiering på gymnasialt niveau ifølge Morten Rosenmeier, formand for UBVA, som giver endnu et eksempel på et svar i undersøgelsen. ”Jeg kunne ikke lide min lærer”.
Udover overstående kan sjusk også ligge grund for plagiat. ”Der er mange plagiatorer, der gør, hvad de gør, fordi de simpelthen har rod i papirerne,” fortæller Morten Rosenmeier.
I forskningsverdenen kan publiceringspresset være en grund til at plagiere. På universiteterne afhænger bevillingerne nemlig blandt andet af mængden, som publiceres af forskerne.
”Det er ’publish or perish’, som man siger. Fra universitets side forventer man, at forskerne producerer et vist antal artikler om året. Det kan være svært at nå og i visse tilfælde betyde, at nogle forskere kommer til at tage sig friheder over for andres tekster, i et desperat forsøg på at puste publikationslisten op,” forklarer Morten Rosenmeier.
De nævnte grunde kan virke åbenlyse for mange. Men skal man tro de mennesker, som har med plagiatsager at gøre, så er der en grund til, som ikke har været særlig belyst. Nogle plagiatorer gør, hvad de gør, fordi de har psykiske problemer og har svært ved at kende forskel på dit og mit.
Emnet blev behandlet af Lotte Rienecker, cand. psych. og centerleder ved Akademisk Skrivecenter, KU, på UBVAs plagiatsymposium 2008, under overskriften ”Er plagiator bad or mad?”. Hun prøvede her at give et indblik i, hvad der foregår i hovedet på nogle plagiatorer.
”Det er aldrig gået op for mig, hvor langt væk fra originalen man skulle være”, citerer Lotte Rienecker en plagiator for at sige. Men hvorfor er det så svært at forstå, hvor grænsen går? Svaret kan være en psykisk lidelse. ”Svækkede grænser mellem eget og andres, idealisering og misundelse, psykisk energimangel og et svagt jeg” fortæller Lotte Rienecker om hyppigt forekommende karakteristika ved psykiske lidelser.
Ifølge Psykiatrifonden lider op imod en halv million danskere af en eller anden form for psykisk lidelse – men tilsyneladende er det akademiske miljø ganske støvsuget for mennesker med mentale problemer. Den påstand køber Lotte Rienecker ikke. ”Det er en af de fiktioner, vi har i den akademiske verden. Vi tror, alle mennesker er knivskarpe på grænserne mellem eget og andres”, siger Lotte Rienecker. Hun er ikke alene med sin opfattelse af, at der også er psykisk faktor at tage højde for.
For også i UBVA har der været flere sager om psykisk syge plagiatorer, forklarer Morten Rosenmeier. ”I min tid vil jeg mene, at vi har set mindst 3 meget alvorlige plagiatsager, der skyldtes, at plagiator var mentalt uligevægtig. Fælles for sagerne er, at en forsker pludselig begår et helt oplagt, særdeles groft plagiat. Når man konfronterer plagiator med det, udløser det en reaktion, der viser, at vedkommende er totalt ude af kontakt med virkeligheden. Jeg er ikke tvivl om, at mange af de sager kan forklares med, at plagiator er mentalt ude i tovene og i nogle tilfælde muligvis direkte sindssyg. Det er virkeligheden ret uhyggeligt,” siger Morten Rosenmeier.
Men hvad skal man så stille op med plagiatorerne? Et større indblik i arbejdsprocessen bliver foreslået til at sikre, at folk ikke sidder alene med deres arbejde og derefter afleverer et produkt, som er plagiat. Men der kunne også kigges på de sanktionsmuligheder, som man har til rådighed i behandlingen af en plagiatsag. ”Vi skal overveje om de sanktioner, vi har til rådighed, er for hårde i forhold til det miljø, som de bruges i,” siger Lotte Rienecker. For Morten Rosenmeier er bevidstgørelse og oplysning den bedste kur mod plagiatsagerne. ”Vi har holdt to symposier om plagiat i håb om, at vi dermed er med til at bevidstgøre om, at der er noget der hedder plagiat, og at det kan få alvorlige konsekvenser,” forklarer han. Han tilføjer, at ”Når det handler om plagiat begået af universitetsstuderende, findes der en fin side, der hedder stopplagiat.nu. Her kan de studerende lære mere om, hvad et plagiat er, og hvordan man undgår det.” Selvom det er universiterne selv, der står bag siden, gør de desværre ikke rigtig noget for at fortælle, at den findes. Den er derfor en velbevaret hemmelighed blandt universitetsansatte og studerende. ”Det skal vi se at få gjort noget ved,” siger Morten Rosenmeier.